Vejen hjem

Jeg tænder en cigaret på Dronning Louises bro i natten. Frosten søger ind i varmen under flere lag uld og syntetiske stoffer. Søpavillonen ligger som en kæmpe bryllupskage, med lys der råber i natten. Et par overstadige leger Bambi på isen på Peblinge Sø, jeg står som betaget tilskuer et øjeblik og træder så videre over broen.

Med mine behandskede hænder dybt begravet i frakkens lommer, sparkende vinterstøvlerne fremad, forcerer jeg sneen og Nørrebrogade. Musikken spiller og en gang imellem, når en dør bliver åbnet, bølger festen ud med en røgsky af overtrædelser, invaderer natten indtil døren lukker friheden inde.

Nattemørke biler med tung bas, kører ugeneret og blinde i høj fart uden bestemmelsessted men med støjende formål, om dagen lister de samme biler sig lydløse af sted. Fra den ene bil genkender jeg musikanlæggets toner, fra en anden ringer den etniske melodi ingen genkendelsesklang, men de krydrer min nattevandring. Jeg smider mit skod i sneen, den blinker til mig en gang, inden den går i sort.

Nørrebros gule mur er gået i hi. Jeg står stille på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej, kigger ned langs muren, der er ingen malerier, ingen tags, ingen som elsker hinanden. Om sommeren glider malerierne ind i hinanden og der bliver tagget og elsket, de danner smukke væg til væg tæpper bag boderne, hvor der sælges junk og nærværd. Vinteren er hård mod grafitikunstnerne. En lille obskuritet fanger mit blik på muren helt nede ved fortovet, en penis i supermands postur og en kappe med orderne ”here I come to save the day”, jeg nikker anerkendende.

Jeg fortsætter videre ned ad Kapelvej, kravler over gitterporten til Assistensen. Endnu en lille overtrædelse i natten, i frihedens navn. Så snart jeg er inde på kirkegården, sænker jeg skuldrene og min vejrtrækning bliver lange dybe suk. Jeg stopper op og kigger ned ad alléen med de meter høje søjlepopler stående på hver side, i vintertøj. Sneen ligger ubetrådt og indbyder min barnlige sjæl til at sætte mine fodspor på denne hvide løber. Jeg træder, går baglæns, hopper og hinker, det er min sne, mit sted, lige nu. En anden overtræder står pludselig frem, draget af min hvide løber. Jeg går i stå, i et hink, vi smiler indforstået til hinanden, mens jeg næsten ubemærket sætter min fod ned. Jeg overlader sneens uskyld til ham og forsvinder ind mellem træerne. Månen reflekterer i sneen og lyser nattehimmelen gul. Mine fodtrin knirker og min næse løber. Jeg stopper op og bider handsken af, henter en cigaret op fra lommen. Flammen danser og jeg suger begærligt. Oh velsignede ro. Her kan byens lyde ikke nå ind, her er stilheden lykkelig.

Ude på Jagtvejen er Kirkegårdens mur rød. Gamle slidte plakater inviterer til musik, men de er alle ”have been”, ligesom plakaternes mange farver er der kun minderne tilbage. Sender et blik over mod Saxon’s, der ligger der, indhyllet i mørke, bag tremmer, jeg tænker på alle de lørdage, jeg har siddet derinde og spist dagen-der-på-brunch og drukket hyldeblomstsaft med jazzmusikeren fra Malawi og luderen fra Husumgade. Lugten af røg og stegeos fra køkkenet, mennesker der læste gratis aviser og drak reparations øl, men altid havde overskud til at kigge op, når der kom gæster.

Mine minder smyger sig ud mellem tremmerne fra Saxon’s hule, ud i vinternattens mørke kulde. Jeg sender kun et flygtigt blik mod Jagtvej 69. Huset hvor unge og gamle kunne finde et pusterum fra en samtid, der ikke har plads til alle. Pillet fra hinanden sten for sten af tåbelige martyrer i kamp mod hinanden, indtil det nu kun er et ar i gadebilledet.

Forskellighed, et betændt og frygtet ord, der engang var et slagord for produktiv virksomhed. Jeg ryster, en pludselig kulde trænger gennem mine stoffer, ind under huden, lige til benet… eller kom den indefra.

Videre, beskyttet af Kirkegårdens høje mur og træerne i vejkanten. Tabte genstande fylder hullerne mellem træerne, tørklæder og handsker, altid kun én handske, ligesom strømper, som aldrig forsvinder i par. Mit cigaretskod lander ved siden af en frosthvid handske. Længere fremme på det modsatte fortov går en lille tæt flok piger, i alt for tyndt tøj og høje hæle, omslyngede og vraltende. De hviner når en stilet mister vejgreb, trækker hinanden op og holder fast. Jeg griner stille, af dem, til dem, med dem. De ser mig ikke, jeg er væk på den anden side i min allé af træer og mur.

Jægersborggade, med den ufremkommelige vej af store sorte huller og ødelagte brosten. Her findes eksotiske butikker og gode veninder. Der oppe på fjerde sal har jeg siddet og drukket kaffe af orangestribet kopper, røget alt for mange cigaretter i samtaler om magt og mode, om frisind og bandekrig. Jeg har grædt og grinet højt, skæv af hash og hygge. Vinduerne er sorte, det er for tidligt eller for sent til et skævt visit. Jeg tænder en cigaret og sender i tankerne en varm hilsen op til de mørke ruder.

Parken sover under sin hvide dyne. Parken, der summer af liv når vejret er godt. Jeg kigger indad et øjeblik og genkalder billederne fra i sommers, drenge der spiller volleyball i bar overkrop for piger der solbader mens de taler i mobiltelefon. Familier der griller og folk der fejrer hinanden og sommeren.

Den sidste meter hen til døren. Jeg ryger langsomt færdigt. Store dovne snefnug begynder at dale ned over min vej. Smider mit skod uden at se hvor det lander. Jeg kigger op på den polkaprikkede himmel. Kolde kys på mit ansigt.

Farvel og godnat nat.