Kvinden i jorden

Nøgen ligger jeg, under jorden. Med livet og døden omkring mig. Mærket af mørket, føler jeg årstiderne skifte. Jeg ved det snart er sommer. Jorden er blødere om sommeren og lugter anderledes. Jeg tror ikke, at jeg savner sommeren, jeg husker den. Den sødlige lugt af overmodne frugter og solbrændt hud.

Jeg går, barfodet, i græsset, mine fødder er sommerbrune og neglene lakeret røde. Min hvide bluse klister til min krop, sveden løber ned ad ryggen og fra min hals ned mellem mine bryster. Jeg løfter mit hoved op og lukker øjnene for solen, mens jeg nyder dens strålers lidt ubehagelige stikken på mine kinder. Mine øjenlåg er gyldne bag de lukkede øjne. Jeg mærker en hånd i min. Du er her. Uden at åbne øjnene, løfter jeg din hånd til mine læber. Den smager salt. Jeg åbner øjnene og kigger op på dig. Solen er bag dig og dit ansigt ligger i mørke. Jeg tror du smiler. Mine arme rækker ud efter dig og tager fat om din nakke, stiller mig op på tæer så mine læber kan lægger sig over dine. De er fugtige og din ånde lugter af kaffe. Omkring os summer insekter og mennesker. Vi er midt i livet og jeg ønsker ikke du er en anden.

Under jorden er temperaturen omkring mig faldet et par grader. Natten er kommet og jeg velkommer den. Det føles på en måde mere ærligt, at ligge her i mørket, om natten. Jeg kan høre blade og kviste rasle oven på mit mørke leje. Det er vinden. Den er blid i nat, den kommer ikke til at flytte meget rundt, et par blade her og der, måske et stykke papir, en del af et brev, der er revet i stykker. Brevet var fra min far. Han sendte det for mange år siden, et brev fra en mand, der havde mistet noget en gang. Han ville have hjælp til at finde det. Jeg fik aldrig rigtig svaret.

Jeg løber, i gummisko på brosten, mine nøgler i venstre hånd. Luften er frost frisk og solen er rød. Mit blik er fikseret på en mørk sten, fem meter længere fremme. Når mine fødder løber over den mørke sten, bliver jeg lettere. Min ånde sender små skyer ud i den kolde morgenluft, og mit blik søger fem meter frem, efter en sten der skiller sig ud, men her er alle sten ens og jeg mister et øjeblik kontrol. Med det samme mærker jeg kampen i min krop, de ømme muskler, det hårdt bankende hjerte, jeg kæmper for hvert åndedrag, mens jeg søger febrilsk efter et punkt. Finder kontrollen og min krop er igen let, følelsesløs. Tager mine nøgler i højre hånd. Tankerne blafrer overfladisk, så længe jeg løber. Bevægelse betyder en form for fred. Når jeg stopper, sætter tankerne sig fast og formerer sig i kaos. Der er noget galt i mig, her. Løb. Solen har flyttet sig, den er orange bag den store katedral. Djævle og engle sidder på spring, højt på katedralens tårne, klar til at håne mig, for min ensomhed og kærlighed, når jeg løber forbi. Hvor jeg dog savnede dig og ønskede du var en del af mit liv, men jeg kunne ikke finde mit liv i dit.

Over jorden stiger aktiviteten, det er morgen. Stemmerne fra de vågne, når mig som en sagte passerende mummelen. En gang i mellem står stemmerne stille over mig, en hemmelig dialog finder vej ned til mig, som snoede rødder fra en plante. De ved ikke jeg lytter med, men jeg er en del af dem, de hviskende mennesker. Utydelige samtaler, i uoplyste kroge til en fest. Samtaler der hænger i luften, når folk passerer forbi og tager brudstykker af samtalen med sig.

Jeg danser, i høje hæle på trægulv. Musikken bevæger sig i min krop. Mine tanker sover, mens kroppen danser og jeg sanser gulvet under mine fødder, varmen og mine brysters vuggen. Alene i dansen, mens jeg bevæger mig for dig. Vi møder hinanden i dansen, et kort øjeblik, før vi forsvinder i mørket og hviskende ord. Vores kroppe filtret ind i hinanden, som vores ord. Så mange ord, flettet sammen som et net af tråde intet kan bryde igennem og ordene forstummer. Længslen følger os i vores vej væk fra hinanden, som blikkene fra de søgende mennesker. Igen og igen støder vi sammen i musik og bevægelser, men uden at finde vej eller mål. Længe efter musikken stoppede, fortsatte bevægelserne og de hviskende ord blev sat fri.

Nøgen ligger jeg, under jorden. Her er så stille nu. Livet er passeret forbi og trætheden skyller ind over mig. Jeg rækker ud i mørket, graver søgende i jorden med mine fingre. Jeg mærker din hånd i min nu og giver slip på det, der var engang.