Dansen

Kun lyset fra en enkel lysekrone, der hænger ned fra loftet, sender sine blege stråler ud og lægger salen i et støvet skær. Borde og stole står rundt om dansegulvet i små intime grupper, afklædte for tallerkener og glas, kun de hvide duge hænger trætte på bordene. Lyset fra lysekronen kan lige nå de nærmeste borde, hvor de hvide duge opfanger lidt af lyset og genskæret hænger som små skyer et par centimeter over bordene. Ude langs væggene står grupperne af borde og stole, glemt i mørket, dækket op med blomster, der dør i tørre vaser og krystalglas med rester af vin, der syder i bunden af glassene. Store tunge gardiner hænger formålsløse på vægge uden vinduer, under et gardin ligger et par dansesko henslængt, udtrådte og nedslidte. Tiden er løbet ud.

I det ene hjørne sidder en mand i sort og spiller på et hvidt klaver. Oven på klaveret står en lille forgyldt pokal med en blå sløjfe. Fastlåst i tiden, sidder manden i sort bøjet ind over klaveret, de lange slanke fingre flyver over tangenterne, lander blidt, her og der, og skaber toner, der bølger ud over det slidte dansegulv.

To mennesker bevæger sig i en dans, gennem skygger og lys. Han i en sort skjorte, de øverste knapper er væk, revet af på et tidspunkt i dansen. Hun i en rød kjole, der klister til hendes svedige krop og høje hæle, der trækker sorte spor i kontakten mellem hæl og gulv. Med lukkede øjne fører de hinanden rundt på gulvet, hiver og skubber hinanden ind og ud af skyggerne og lyset, i takt, uden modet til at åbne øjnene for endnu engang at se savnet i hinandens øjne. Hånd i hånd glider de hen over gulvet, deres fingre borer sig ind i hinandens hænder, i et smertefuldt greb ingen af dem kan slippe. Smilende med blottede tænder, forsøger de, i hver bevægelse, at mindske tomrummet mellem dem, søger hinanden i en håbefuld omfavnelse, forgæves, frem og tilbage træder de i dansens synkronisitet. Flygtige kys, i et kort møde mellem tænder og læber. Trækker sig snerrende fra hinanden, i den næste svingom. Smerten fra de blodige hæle, er en konstant påmindelse om en tid der er tabt. Udmattet træder de ind og ud af valsene rytmer, de finder ingen hvile, så længe manden i sort, holder tonerne i live og tiden er gået i stå.

Som marionetter til musikken danser de videre på blødende fødder, med kun et mål, at vinde. Alle andre har givet op og forladt det slidte gulv. De er forsvundet ud i virkeligheden. Alene tilbage i en konkurrencen, de ikke kender reglerne til. Der er ingen dommer og ingen til at heppe på dem mere. De giver aldrig op. Igen og igen bevæger de sig gennem skygger og lys. I skyggerne falmer smilene og kroppene synker sammen. I lyset er de ranke og smilende, men benene ryster og læberne er hvide af anstrengelse. De giver aldrig op.

Pærerne i lysekronen blinker af træthed og for første gang kigger manden i sort op, fra det hvide klaver. Hans fingre lander blødt på de sidste toner og da tonerne ebber ud, slukker lyset. Kvinden og manden stopper dansen og står stille i mørket.