Flytter mig
Flytter mig
I takt med samtalernes rytme
Finder et ståsted
Mellem 2 stole
Prøver at finde indhold
I talernes uafbrudte strøm
Ord fra højre og venstre
Lyder ens i mine øre
Leder mellem linjerne
Efter en mening
Skiftende paradigmer
Is der smelter
Akademiske kriser
Nedbrudte sjæle
På en mark
Ordene bliver aldrig til virkelighed
De svæver mellem klasser
Af uddannede dannede
Must be - Must think
Understøtter en holdning
Der ikke holder
Når dagen kommer
Har lyst til at skrige
Ord der burde kunne forstås
Men
Trækker mig
Flygter til en anden
Samtale på en sofa
Ordene er i luften
Men kommer fra hjertet
Jeg genkender dem
Og fornuften
Bagved tanken
Slapper af
Jeg nikker
Og nikker
Til min nakke værker
Enighed
Er stilstand
Jeg rejser mig
Inden jeg gror fast
Jeg træder over tærsklen
Til køkkenet
Luften er tyk af ord
Og varmen fra ophedede
Mennesker
I uenighed
Angsten lurer i samtalen
Jeg finder en plads
På gulvet
Rationaler rationeres
Gøres spiselige
I portioner
Hænder der danser
Med holdninger
Der bølger
Frem og tilbage
Over gulvet
Og vælter vægge
Jeg tager hovedspring
I samtalen
Og mærker livet
Tæt på
Tiden render ud
Mens vi taler
Ord økonomiseres
For at få det sidste
Inden lyset slukker
På vej ud i natten
Og samtaler forstummer
Jeg står et øjeblik
Oplyst i mørket
Midt på stien
En ensom cyklist
Ringer med klokken
Men jeg har allerede
Flyttet mig.