Ferie

Kravler ind i stilhed på fjerde sal, efter flere dage med musik og menneskers sommersamtaler i ørene, væk fra caféer med vaklende stole og borde og lugten af øl og popkorn, væk fra gader med cykler og løbehjul på el. Jeg kan mærke hvordan lydene langsomt siver ud og erstattes med den velkendte statiske støj, i venstre øre, og lugten af sommer udenfor, udskiftes med lugten af kaffe og støv indenfor. Her bliver jeg et par dage og lader op til igen at møde mennesker.

Jeg træder ud af Nørrebro trygheden og ind i en sværm af ankomster og afgange. Med rygsæk, en pap-kop kaffe i hånden og en sten i min højre sko, finder jeg min afgang og går, forsigtigt på højre fod, ned til perronen, check ind, check ind, gentager maskinen og det gør jeg. I toget er der køligt og plads ved vinduer med små borde til kaffen og snacken i den brune papirpose, jeg sætter mig i køreretningen og ser fremad. Toget sætter i gang, jeg bevæger mig væk, et stop af gangen. Midtvejs er min kaffekop reduceret til genbrug i en plasticpose under bordet og mine bukser er spættet af krummer. Vinduet viser marker på repeat, det minder lidt om ensomhed og alt for lange timer. Jeg kan ikke spole frem, men er underlagt scenerierne gennem vinduet, tiden står stille. Jeg sukker semiirriteret og vender blikket ned i min telefon, og tiden er igen i bevægelse, glemmer den og stenen i min sko.

Ankommer til sommerhus-ro. Bliver vel modtaget med kold vin og varm gensynsglæde. Vi skåler for sommeren og jeg smider skoene under bordet. Vi fylder roen med samtaler om drengedrømme og musik, arbejde og børn. Voksne mennesker i midten af livet, plus det løse. Jeg fornemmer hvordan alderen bliver udvisket i takt med de tømte glas. Musikken ændres når klokken slår, fra jazz til hiphop, tik tak, tik tak. Finder det smukke i både selskabet og musikken, mens jeg leder efter et sted at gå i stå. Jeg trækker et ego kort og lægger mig i hængekøjen, væk fra bordet med samtaler over tomme vinflasker og skåle med smeltet is. Trætheden trækker i mine øjenlåg, men jeg ønsker at se det hele, den grønne scene af træer og det gule græs, jeg venter på noget vil ske, mellem træerne eller ved bordet. Åbner min bog ”Gå glip” af Svend Brinkmann, 2 minutter efter smider jeg den i græsset og lukker mine øjne.

Vi slentrer, i by-tempo, ned til vandet, jeg noterer mig, at stenen stadig er i min sko. Solen skinner bag skyer og vandet er mørke grønt, mærker det med min hånd og trækker mig. Sætter mig i sandet og kigger med beundring på min Nordbo, når han kaster sig i bølgerne, jeg får lyst til at plaske med ham, men mangler evnen til at glemme kulden. Fem minutter med ingen ting på en strand og jeg trænger til at fylde tomheden ud. ”Hjemme” skænker vi vin og musikken bliver live, for en stund. Jeg tænker på tomheden, der hvor intet sker og ingen taler, jeg er ikke god til tomhed, det føles lidt som at dø. Jeg burde tage et ophold, for at lære at være i det, et eller andet sted, en uge, Silent Retreat, eller et kloster, hvor samtaler er forbudt og man skal sidde og kigge ind i tomheden, gad vide om jeg kan holde min kæft i en uge.
Vi spiser og snakker og fylder tomheden ud. Dagene gentages, mens jeg forandrer mig. Jeg går barfodet rundt og føler mig sommer-hippie. Solen er brudt igennem skyer og ozon, min hud er begynder-brun og min næse rød. Gåturene til stranden tager længere tid, by-tempoet er skiftet ud med et varme-dvask sommerhus-tempo.

Sidste dag og jeg leder efter indisk rap på mobilen. Det er tid at vende hjem til Nørrebro. Fire dage er gået, med alt for meget af det hele, føltes som en hel sommerferie akkumuleret, jeg nød hvert et minut. Taskerne står pakket og rejsekortet fundet frem. Skoene er under bordet, jeg tager dem på i hast og vi skynder os ned til busstoppestedet. Jeg mærker en stikken under højre fod og konstaterer at stenen i min sko har flyttet sig 2 millimeter.