Morgen

Jeg fornemmer, at jeg vågner, inden jeg gør det, drømmen ændrer karakter og jeg husker drømmen, mens jeg stadig er i den. Inden søvnen helt slipper sit greb i mig, og der stadig er en lille mulighed for, at kroppen er tilpas afslappet, så søvnen måske kan overmande mig igen, træder en full-blown hedetur ind. Jeg sparker dynen af mig og venter på at mine pupiller udvider sig nok til, at jeg kan se i mørket, så rækker jeg ud efter mit vandglas på bordet ved siden af min seng, drikker og stiller glasset fra mig. Kaster mig desperat tilbage i sengen, på maven med hovedet ned i puden, venter forhåbningsfuldt på, at køligheden i værelset kan slukke den ild, der brænder ud fra mit indre, indtil mangel på luft og en efterhånden iskold ryg tvinger mig om på ryggen igen. Så ligger jeg der med vidt åbne øjne og så står jeg op.

Jeg trækker gardinet lidt fra og kigger ud ad vinduet. Månen er tiltagende, eller er den aftagende? Jeg kniber øjnene sammen og prøver at genkalde mig en viden, der er glemt under et bjerg af ligegyldigheder, noget med hvilken vej månens buge vender. Der dukker ikke noget frem. Normalt ville jeg have rakt ud efter min telefon på natbordet og søgt et svar, men min telefon er ikke på natbordet, den har stuearrest i køkkenet, i en lyseblå Margrethe-skål med ris. Jeg vender mig fra vinduet, og mørket i værelset bliver tættere. I det sparsomme lys, rækker jeg ud efter min trøje fra bunken af tøj på ”morfars” stol. Jeg får fat i et par hjemmebukser i stedet og kaster dem tilbage i bunken, der skal ryddes op på den stol, jeg famler rundt og finder en oversize striktrøje, leder videre og finder - på gulvet, ikke på stolen - et par uldne, hjemmestrikkede sokker. Således iført, lister jeg forsigtigt ud af værelset.

I køkkenet skæver jeg dømmende over på Margrethe-skålen med min telefon. Hvis det hack med ris ikke virker, så dropper jeg smartphones og går tilbage til go’e gamle Nokia, ring op og send beskeder, that’s it. Ikke mere death scrolling på diverse medier. Sidst jeg så min ugentlige skærmtid, kunne jeg næsten mærke vindpustet fra mit liv, der susede forbi. Well, gider ikke tænke på det nu, det er alt for tidligt til selvransagelse. Jeg overvejer, om jeg er for træt til at stå op op, måske kunne jeg lægge mig på sofaen med min sovebog, Dreams & Details af Jim Hagemann Snabe og Mikael Trolle - Genopfind din virksomhed og dit lederskab - mens det stadig går godt. Jeg har været i gang med den siden 2017 (jeg nåede halvvejs i 2021), den virker hver gang, jeg er ude som et lys inden der er gået 10 minutter.

Jeg tænder for iPad’en, klokken er fem, en fin tid at være vågen på en lørdag morgen!

Jeg sætter vand over til kaffe og går på toilettet. Minder mig selv om at slå månens faser op på iPad'en, men ved at jeg sandsynligvis har glemt det om 5 minutter. Tager et kig på mig selv i spejlet, ryster på hovedet, jeg ved bedre end at kigge mig selv i spejlet før i hvert fald én time efter jeg er stået ud af sengen, det hele skal ligesom falde lidt på plads. Tilbage til køkkenet og kaffen.

Med kaffe og tæppe og iPad i sofaen mærker jeg freden. Den der fred, som findes i det øjeblik, hvor det føles som om jeg er det eneste menneske i verden. Det er mørkt og koldt, men jeg er pakket godt ind, der er helt stille, men jeg ved, der ligger et menneske i sengen på værelset, lige bag mig. Den fred.